DMO Ulstruphus
Opholdsstedet DMO Ulstruphus
Opholdsstedet DMO Ulstruphus er godkendt til 10 børn og unge med svære psykiske vanskeligheder eller andre komplekse udfordringer i alderen 12-23 år jf. lov om social service § 66, stk. 1., nr. 6, med mulighed for efterværn, samt § 107.
DMO Ulstruphus er placeret på den tidligere Ulstrup Efterskole lidt uden for Vig, hvor nabohuset er nyistandsat med opdeling i tre afdelinger. To afdelinger med fire pladser i hver, samt en mindre afdeling med to pladser. I bygningerne ved siden af ligger DMO Ulstrupskolen, som er den interne skole. Der er heste, kaniner, alpakaer, høns, geder, marsvin og smådyr på matriklen hos DMO Ulstruphus og DMO Ulstrupskolen, som dem, der bor på DMO Ulstruphus kan tilgå. Der er derudover mulighed for at få egen kanin på stedet efter individuel aftale og vurdering.
DMO Ulstruphus er beliggende i et fredeligt miljø lidt uden for Vig med naturskønne omgivelser. Station, butikker og dagligvareforretninger ligger i Vig, som er 5-6 km fra DMO Ulstruphus.
Sammensætningen af de unge i huset forsøges at tilrettelægges, så ungegruppen fungerer socialt, og der er en god ro og atmosfære i huset. Rummelighed og plads til forskellighed er kendetegnende for DMO Ulstruphus, hvor de unge støttes i at finde hinanden socialt.
DMO Ulstruphus er et behandlingssted, som lægger vægt på, at der skabes en fællesskabsfølelse blandt de anbragte. Dette er miljøterapeuterne med til at etablere og støtte i, således, at hver enkelt får sin plads i det sociale fællesskab i huset. Dette gælder også i weekender, hvor miljøterapeuterne, sammen med børnene, de unge og voksne, er med til at planlægge forskellige aktiviteter og ture for at styrke fællesskabet og sammenholdet i huset. Miljøterpeuterne er aktivt med til at støtte op og tager medansvar for, at ungegruppen fungerer socialt. I tilfælde af konflikter, hjælper og støtter miljøterapeuterne ligeledes med at få dem løst og faciliterer en eventuel konfliktmægling mellem parterne, hvor hver kontaktperson er deltagende.
Det samlede udtryk for DMO Ulstruphus er et mindre behandlingssted, hvor der er varme, nærvær, ro og et fællesskab at finde for de unge i en struktureret dagligdag. Det er et godt sted at finde et ungeliv og få støtte til at udvikle sig socialt. Der er et familiært skær over stemningen i huset og hverdagen med de unge og miljøterapeuterne.
Læs mere om at bo på et opholdssted her.
Behandling og tilgang
Opholdsstedet har en meget struktureret hverdag, hvor dagsrytmen er ensartet, tydelig og forudsigelig som en del af den miljøterapeutiske behandlingstilgang. Der er tæt voksenstøtte, og hjælp til de daglige pligter, samt støtte i form af en række forskellige behandlingsmæssige ydelser – udover miljøterapi, NADA, sansemotorisk behandling, livshistorie, tilknyttet psykiater og meget andet.
Derudover arbejdes der mentaliseringsbaseret i behandlingsarbejdet med de anbragte. Mentalisering betyder, at der arbejdes med at udvikle den unges forståelse for eget følelsesliv og reaktionsmønster, såvel som forståelsen af andres. Dette sættes i sammenhæng med, hvordan man gensidigt påvirker hinanden, for at styrke de sociale kompetencer hos den enkelte. I arbejdet med mentalisering benyttes der ofte forskellige modeller, sammen med den unge, som derved tilegner sig helt konkrete og praktiske værktøjer til brug i eget liv.
Skole og uddannelse
For alle de unge på DMO Ulstruphus er målsætningen den samme: Der skal være en dagsbeskæftigelse, uanset hvordan den måtte være. Det vurderes givende og udviklende at have en hverdag, der er indholdsfuld og meningsfuld. De fleste, der bor på DMO Ulstruphus, går derfor i skole, eller er tilknyttet anden uddannelse, eksempelvis STU-forløb.
Derfor prioriteres det højt at støtte den unge i at fastholde sin dagsbeskæftigelse. Miljøterapeuterne har en stor opmærksomhed på at støtte op om dette, hvad enten det er ved at hjælpe med at komme i seng til tiden, komme op om morgenen, få morgenmad, danne overblik over dagen, eller hvad den enkeltes behov end måtte være.
Der er mange af de anbragte, som er tilknyttet Den Miljøterapeutiske Organisations dagbehandlingstilbud. Samarbejdet er tæt, og den behandlingsmæssige tilgang på skolerne, er den samme som på DMO Ulstruphus.