Symptomer på OCD
OCD er forbogstaverne fra den engelske betegnelse for denne sindslidelse: Obsessive-Compulsive Disorder. Dette dækker i grove træk over, når man i sygelig grad har en adfærd og et tankemønster, der er præget af ritualer, tvangstanker eller tvangshandlinger. Udtrykket ’tvang’ betyder i denne henseende, at man ikke kan fravige dem, og der er en indre tvang til at udføre disse. De forskellige tvangstanker, ritualer og tvangshandlinger kommer i mange forskellige afskygninger, hvor mange formodentlig har en forestilling om, at det er en slags ekstrem bakterieskræk, rengøringsvanvid eller lignende. Imidlertid kan det være meget andet, der er omdrejningspunktet for disse tanke og adfærdsmønstre, som ikke har med bakterier eller tilsvarende at gøre. Det kan derudover dreje sig om at skulle gentage handlinger et bestemt antal gange, have konstante tilbagevendende tanker om noget, der føles forbudt eller forkert – eksempelvis af religiøs eller seksuel karakter og meget andet. Fælles er det, at det er forbundet med angst, at skulle bryde mønsteret, hvad enten det er et udefineret og ukontrollerbart ubehag eller frygt for at der sker noget – dvs. katastrofetanker eller andre ubehagelige forestillinger om konsekvens og egen skyld, hvis ikke tvangshandlingerne følges.
Funktionsniveau
Det er typisk meget invaliderende for den sindslidende med OCD, som er bevidst om, at det ikke er rationelle eller meningsfulde tvangstanker og tvangsmønstre, denne har. Det er ofte forbundet med skam, og noget der skjules, hvilket for mange derfor også medfører sociale vanskeligheder og isolation, idet hverdagen eksempelvis bliver så domineret af ritualer, at det ikke længere er muligt at have en velfungerende hverdag uden for hjemmet. Såvel som OCD påvirker den ’ramte’, påvirker det også omgivelser og familie, som kan blive meget præget af, hvordan ritualer og mønstre kan dominere mere og mere i familielivet. Det kan være en vanskelig situation, hvor netop de angstprægede reaktioner på at bryde mønstrene kan føre til et højt konfliktniveau eller til stigende afstandtagen. Ofte ses det, at konsekvenserne kan være så store ved mønsterbrud, at familien i stedet tilpasser sig til de tvangsprægede mønstre, som OCD medfører.
Behandling af OCD
For en ung med OCD, opleves det ofte, at det er en sindslidelse, som er negativt selvforstærkende forstået som, at den har taget til over en periode og er vanskelig at arbejde med selv, da det at bryde sit tvangsmønster er angstprovokerende, hvilket kan have den effekt, at den lindring, der er i at følge mønsteret, bliver stærkere. Det er således meget vanskeligt at komme ud af selv, og der er behov for behandling. Behandlingen af OCD er terapeutisk med fokus på eksponering, dvs. at blive udfordret på at bryde sine mønstre på en kontrolleret og støttet vis, så angsten i den forbindelse bearbejdes. Ligeledes er der for mange med OCD medicinsk behandling, som kan reducere de negative symptomer, herunder angsten, og gøre den terapeutiske behandling lettere.
Når man bliver indskrevet på et opholdssted i Den Miljøterapeutiske Organisation, er det derfor også den terapeutiske behandling, som er i fokus, når der skal arbejdes med OCD. Når der er tale om så angstpræget og angstprovokerende en sindslidelse, og behandlingen af denne, er det derfor nødvendigt at få skabt trygge og sikre rammer i en hverdag til at kunne gøre det. Derfor arbejdes der miljøterapeutisk i forhold til, at rammer og strukturer for hverdagen er forudsigelige og trygge, men også i forhold til at etablere en nær relation til miljøterapeuterne, som skal støtte den unge i at være i situationer, hvor OCD-symptomerne kan konfronteres. Det fungerer bedre i situationer, hvor den unge har opbygget tillid og tryghed til den miljøterapeut, det gøres i samarbejde med, som forberedende- og efterfølgende, skal støtte den unge i bearbejdningen af den angst, det rummer. Der er i den henseende flere forskellige yderligere metoder at bearbejde og håndtere angst på – herunder at arbejde med sanseterapi, NADA, SenSit mm.
Som en del af den behandlingsmæssige tilgang, arbejdes der også mentaliseringsbaseret. Det betyder, at der arbejdes med forståelsen af eget følelsesliv, andres følelsesliv og den gensidige påvirkning, som vi har på hinanden. For mange med OCD, er det skamfuldt og frygten for at skille sig ud, eksempelvis ved en aparte tvangspræget adfærd, fylder ofte en del. Især for unge mennesker er det betydningsfuldt at finde venner og kunne begå sig socialt på lige fod med de andre, så man ikke står negativt ud. Der er forskellige mentaliseringsbaserede værktøjer og modeller, som kan benyttes i den sammenhæng – herunder kædeanalyse, geniscenesættelse, kriseplan mm. Disse forskellige værktøjer benyttes sammen med miljøterapeuten til at arbejde med de følelser, der er i forbindelse med den tvangsprægede adfærd, men også som model til en handleplan i forhold til at få konfronteret dette, og hvordan det kan gøres i tilpassede doser – små skridt ad gangen.
Psykoedukation, dvs. undervisning i OCD, er også relevant. Ofte ses det især at være et tiltag, der virker i gruppesammenhæng, idet det kan være godt at se, at man ikke er alene i verden med sin OCD og rart at tale med andre, der kan relatere til lidelsen.
Medicin til OCD
Det er hyppigt i behandlingen af OCD, at medicin kan være til hjælp. Det er primært tiltænkt som hjælp til at dæmpe de tvangsprægede symptomer, hvilket tillige forbedrer mulighederne for den terapeutiske behandling.
I Den Miljøterapeutiske Organisation varetages medicinering af den tilknyttede psykiater.
Forældresamarbejde
Forældresamarbejde er relevant i forhold til behandlingen af OCD, og det er i den henseende også muligt at få tilknyttet en familievejleder. Der er ofte en historik, hvor det har været slidsomt for familielivet at have et barn eller ung med OCD, og de nærmeste kan ligeledes have brug for støtte til at finde ud af, hvordan de kan hjælpe deres barn, den unge eller voksne bedst muligt, når denne er hjemme, da gamle tvangsmønstre og ritualer kan hænge ved.
Det daglige samarbejde med forældrene er i OCD-sammenhæng også vigtigt. Det er dem, der kender deres barn, den unge eller voksne bedst og kender sygdomsbilledet. Ligeledes er det tætte samarbejde med til at styrke forløbet og sikre den nødvendige tillid mellem forældre og miljøterapeuter især i situationer, hvor det bliver ekstra svært for den anbragte.
