Målgrupperne
Målgrupperne
Opholdsstederne i Den Miljøterapeutiske Organisation er godkendt til børn, unge og voksne. Vi er en organisation med flere forskellige afdelinger, hvorfor målgruppen derfor også ses bredere end normalt.
Vores opholds- og behandlingssteder er godkendt til børn og unge med svære psykiske vanskeligheder og sygdom i alderen 10-23 år. Børn og unge som er i risiko for at udvikle psykisk sygdom samt normalt begavede børn og unge med symptomer på tidlig relationsforstyrrelse, der har brug for støtte af tydelige, professionelle voksne i et trygt miljø.
Vores Ungekollegie som er godkendt til unge og voksne med svære psykiske vanskeligheder og sygdom i alderen 16-28 år, mens vores botilbud Grandbo er godkendt til voksne med udviklingshæmning- eller forstyrrelse, som er mellem 18 og 35 år på indskrivningstidspunktet.
Opholdsstederne, botilbuddenes og dagbehandlingstilbuddenes særkende er relationsarbejde i en miljøterapeutisk ramme. Børn, unge og voksne må derfor kunne forventes at have mulighed for at kunne indgå i den relation, der tilbydes af de voksne, altså have en grad af tilknytningsevne, som naturligvis er differentieret målgruppen. I tillæg til den miljøterapeutiske behandlingsramme, arbejdes der med en mentaliseringsbaseret tilgang. Samspillet mellem miljøterapi og mentalisering skaber et alsidigt og fagligt velfunderet behandlingsarbejde.
Organisationens forskellige typer af opholdssteder og bosteder, er samlet set godkendt til tre forskellige anbringelsestyper og har tillige mulighed for fleksible pladser. Lovgivningsmæssigt er mulighederne indenfor:
§ 66 stk. 1., nr. 5 og 6. § 76. § 107
Opholdsstederne og Ungekollegiet
Behandlingen på opholdsstederne og Ungekollegiet er rettet mod børn, unge og voksne, der har behov for støtte af tydelige professionelle voksne i et anerkendende miljø. Psykiatriske problemstillinger såsom angst, depression og psykosociale udfordringer kan være er en del af deres hverdag. Det er også børn, unge eller voksne med varierende diagnosebilleder, såsom skizofreni, bipolar lidelse, autismespektrumsforstyrrelser, emotionel ustabil personlighedsstruktur, anoreksi, selvskadende adfærd, OCD, angstproblematikker, Tourettes syndrom, PDA, tvangsprægede handlemønstre, ADHD og andre psykiske eller neurologiske problemstillinger.
De behandlingsmæssige udfordringer er komplekse og ofte omfattende for målgruppen, hvilket betyder, at der for mange kan være længerevarende behandlings- og anbringelsesforløb. For at fastholde et kontinuerligt, ensartet behandlingsarbejde, er der en bred vifte af muligheder for anbringelser, som tager hensyn til, hvor den enkelte er ved anbringelsens start, og hvor de kan komme videre til, i takt med den positive udvikling. Vi har anbringelsesforløb for børn og unge, som starter med et mindre opholdssted, med højt støttebehov, til gradvist at skifte til et andet opholdssted, i takt med udviklingen og et mindre støttebehovet, og afslutningsvis at kunne tage det sidste skridt ud via en overgang på Ungekollegiet eller i et opgangsfællesskab.
I Den Miljøterapeutiske Organisations opholdssteder bor der mellem 3-9 børn, unge og voksne sammen, hvor indflytningsalderen er fra 10 – 18 år med mulighed for forlængelse op til 23 år. Særskilt er botilbuddet Ungekollegiet for unge og voksne fra 16 – 28 år.
Der er nuancer i forhold til målgruppen på opholdsstederne, idet der er to socialpædagogiske opholdssteder, hvor tyngden i diagnostikken for de unge typisk er en smule lettere og behandlingsbehovet tilsvarende.
Ungekollegiet er for unge og voksne, som har de samme diagnostiske udfordringer som nævnt ovenfor. Målgruppen er den samme som på opholdsstederne og støttebehovet kan derfor være tilsvarende. Her forstås at der er helt individuelle tilbud, som matcher dem, der også er på de andre opholdssteder. Det er unge og voksne som fortsat har behov for støtte, men som uanset omfanget af dette, også vil profitere af at være en del af et botilbud, som er tilrettelagt på en anden måde.
Bostedet Grandbo
Grandbo er for voksne, mobile udviklingshæmmede, hvor de på indskrivningstidspunktet er i alderen 18-35 år. Der bor ni unge og voksne i tilbuddet – seks i den ene bygning og tre i den anden. Beboerne har i gennemsnit boet på Grandbo i 4-5 år, og kender derfor hinanden rigtig godt.
Beboerne på Grandbo har brug for fysisk og/eller verbal støtte, motivation og vejledning til at mestre eget liv. Dette i forskellig grad, da deres handicap, funktionsevne og udviklingspotentiale differentierer. Dette kommer ligeledes til udtryk i deres beskæftigelses- og aktivitetstilbud, som kan være meget forskelligartede – både i forhold til indhold og formål.
Bostedets vigtigste formål er at yde beboerne den støtte og vejledning, som den enkelte har behov for, til at udvikle strategier og metoder i forbindelse med såvel social interaktion som praktiske opgaver i hverdagen. Dette med fokus på borgerens ret til eget liv og livsførelse, med størst mulig selvstændighed og mestring af eget liv.