Familiebehandling og familieterapi

Hvad er familiebehandling og familieterapi?

Forud for en anbringelse i Den Miljøterapeutiske Organisation har der ofte været en række behandlingsmæssige udfordringer, som ikke kun påvirker den anbragte unge, men også resten af familien – især dem helt tæt på. Det skyldes, at familiens ønske om at hjælpe barnet, den unge eller voksne, har sat hverdagen, og ofte hele familiens trivsel, under pres. De svære psykiske udfordringer, som den unge har, fylder meget for især forældre og søskende, og det kan efterlade familien både frustreret og magtesløs.

I sådanne tilfælde er familiebehandling og familieterapi relevant. I familiebehandling og familieterapi er hensigten netop at støtte og vejlede familien i, hvordan livet sammen med den anbragte kan fungere bedre. Samtidig er det muligt at få øje på de dynamikker og eventuelle uhensigtsmæssigheder, der fortsat kan påvirke familielivet negativt.

Familieterapi i Den Miljøterapeutiske Organisation

I Den Miljøterapeutiske Organisation tager familiebehandlingen og familieterapien afsæt i en helhedsorienteret tilgang, hvor familiens ressourcer afdækkes og styrkes. Vi tager udgangspunkt i det, der fylder i den enkelte familie og understøtter forældrekompetencen ved at styrke forældre-unge-relationen. Vores erfaring viser nemlig, at forældrene må opleve sig selv som en vigtig og betydningsfuld part i samarbejdet, for at der kan skabes en tryg og stabil hverdag for barnet, den unge eller voksne.

Familiebehandlingen varetages af erfarne og uddannede familiebehandlere, som kommer i hjemmet, på opholdsstederne, eller hvor det bedst giver mening for den enkelte familie.

I Den Miljøterapeutiske Organisation arbejder vi blandt andet ud fra en anerkendende, helheds- og ressourceorienteret tilgang med fokus på relationer indad og udadtil i familien. Der tages udgangspunkt i både de beskrevne vanskeligheder og familiens egne oplevelser af vanskeligheder. Det er hjemmelivet, som primært er i fokus i familiebehandlingen for at få dette til at fungere bedst muligt. Det kan imidlertid også betyde, at der skal inddrages andre parter i samarbejdet – eksempelvis andre familiemedlemmer, skolen, opholdsstedet og de forskellige netværk, der er omkring familien og den unge. Når de forskellige parter samarbejder, er vores erfaring, at det positivt kan være med til at understøtte familien og den måde, hjemmelivet fungerer på.     

Familieterapi kan også være et vigtigt værktøj til at hjælpe familien med at forstå, hvorfor de professionelle gør og siger, som de gør. Behandleren kan hjælpe med at uddybe og forklare behandlingsarbejdet omkring den unge, hvor mange følelser naturligvis fylder en del, da det altid vil være svært at træffe valget om, at ens barn for en tid ikke skal bo hjemme hos familien. Kærligheden og bekymringerne for ens barn, bliver ikke mindre af en anbringelse, hvor ansvaret for dagligdagen i høj grad overdrages til andre. 

Læs mindre Læs mere

Metoder til familiebehandling og familieterapi

Hos Den Miljøterapeutiske Organisation gør vi brug af flere forskellige metoder til familieterapi.

Som forståelsesramme for børns udvikling og behov, tages afsæt i neuroaffektiv udviklingspsykologi, som er en brobygning mellem tilknytningsteori, udviklingspsykologi og den seneste hjerneforskning. Forståelsesrammen kan blandt andet bidrage til udfoldelse af, hvad der kan støtte sociale, følelsesmæssige og personlighedsmæssige udviklingsprocesser og sikre mere præcis intervention og effekt af handling i forældrerollen.

Der er derudover en optagethed af psykoedukation, som er en behandlingsform, der fokuserer på at give viden om den psykiske lidelse (diagnosen) og undervisning i både kommunikationstræning og problemløsning. Derigennem kan der skabes mere forståelse for lidelsens symptomer, og hvad der kan udløse den. Gennem undervisningen kan pårørende lære at skelne mellem almindelige psykologiske problemer og problemer, der opstår på baggrund af den psykiske lidelse og derved nemmere støtte og guide barnet eller den unge.

Familieophold

På vores opholdssted DMO Egeholm tilbyder vi familieophold, hvor vi guider forældre i at forstå deres børns signaler og observerer familiernes interne samspil. Familieopholdene tager afsæt i samme behandlingstilgang, som beskrevet ovenfor og suppleres af andre relevante metoder afhængig af familiens behov. Læs mere om DMO Egeholm her.

Flere af ydelserne:

Akut anbringelse

Behandlingen

Døgnanbringelse

Mentalisering

Miljøterapi

NADA-Akupunktur

Psykiater

Sanseintegration

Støttet og overvåget samvær

Ydelses ark

§ 54-støtteperson