Visitation

En døgnanbringelse og en ny skolestart medfører hver for sig store forandringer i den unges hverdag.

Det er sagsafhængigt, hvilken baggrund eller livssituation, der ligger til grund for, at en anbringelse vurderes til at være den bedste løsning. Udgangspunktet for anbringelsen er ofte forbundet med manglende trivsel, manglende livsglæde, udfordringer i samvær med andre og isolation i kombination med ustabile skoleforløb. Dette er som oftest forbundet med psykiske vanskeligheder og sygdom.

Opholdet har til sigte at føre til en meningsfuld og udviklende hverdag i et struktureret behandlingsmiljø. Her støttes den unge i at udvikle sit funktionsniveau og sin selvstændighed for derved at kunne håndtere sine vanskeligheder og etablere en ny dagligdag. Dette inkluderer en fast målsætning om at indgå i et stabilt skoleforløb på Hjembækskolen.

I forbindelse med visitationen arrangeres det et møde med sagsbehandleren, familieplejekonsulenten og forældrene, hvor tilbuddet præsenteres. Den unge ser efterfølgende opholdsstedet og Hjembækskolen. Her gives der god mulighed for afklaring af eventuelle spørgsmål, og der tales om gensidige forventninger og hvilke krav, der stilles til samarbejdet ud fra den unges specifikke situation.

Tillige drøftes realistiske mål for anbringelsen, og der indskrives i handleplanen, som anvendes til at støtte den unge i deres udvikling. Der fastsættes overordnede målsætninger for skoleforløbet med udgangspunkt i den unges kompetencer og behandlingsbehov. Den unge får en pjece med hjem om opholdsstedets holdninger, aftaler og en beskrivelse af dagligdagen på opholdsstedet. Der aftales individuelt, hvordan skolestart og indflytning tilrettelægges. I forhold til en indflytning på et opholdssted er der en række praktiske ting, der skal afklares såsom indflytningstidspunkt, særlige hensyn til den unge, præsentation af dagligdagen i opholdsstedet, og hvordan er rammerne og strukturen er opbygget på opholdsstedet.

I forhold til indskrivning på Hjembækskolen afdækkes tidligere skoleforløb - hvorvidt der er særlige forhold, som der skal tages højde for osv. Det kan bl.a. være, om den unge kan overkomme en hel skoledag, om der skal søges dispensation for timetal, om der kan fastsættes en overordnet målsætning for året - eksempelvis i forhold til afgangsprøver. Der udleveres tillige pjece, der beskriver dagligdagen i skolen.