Stokkebjerghusene

to mindre opholdssteder i trygge omgivelser med plads til syv unge

Opholdsstedet Stokkebjerghusene ligger smukt i ugenert natur i bakkerne mellem Jyderup og Hjembæk. Her er der plads til syv unge i alderen 10-18 år i to selvstændige huse. Disse huse kaldes Nord og Syd og ligger på hver sin side af Den Miljøterapeutiske Organisations egen Hjembækskole, som Stokkebjerghusene deler adresse med. At Stokkebjerghusene er en lille og meget overskuelig enhed i fredelige omgivelser, betyder meget for de unge, der hver især har behov for personlig støtte og hjælp til blandt andet diagnoser som autisme, ADHD, angst og personlighedsforstyrrelser.

Stokkebjerghusene fungerer som et hjem, hvor man lærer at omgås hinanden og dermed får en større indsigt i sin egen situation og om deres egne muligheder og begrænsninger. Naturen omkring Stokkebjerghusene giver for eksempel plads til, at en 12-årig beboer kan holde kaniner, mens en ældre beboer kan dyrke sin interesse for naturfotografi til glæde for de andre beboere i huset.

Kontakten til forældrene prioriteres også meget højt her, og et af målene kan godt være, at man flytter hjem til forældrene igen. Der er en ugentlig forældresamtale og også et meget tæt samarbejde mellem forældre og miljøterapeuter om weekender, ferier og andre praktiske ting.

Dagligdagen i Stokkebjerghusene byder både på struktur og afveksling. Beboerne har skole, STU eller et andet tilbud at passe og har derfor forskellige mødetider, hvilket gør, at de enten spiser morgenmad ved bordet enkeltvis eller sammen. Der er altid friskbagte boller og blomster på bordet og hjælp til at komme godt i gang med dagen. Om eftermiddagen er der en obligatorisk samling klokken 15.15, og dette er en mobilfri zone, hvor man slapper af og taler om dagens gang og det videre forløb. Alle har en daglig pligt at klare i huset, og den klares tit i samarbejde med en miljøterapeut, så det bliver, at alle unge for alenetid sammen med en miljøterapeut dagligt.

Kl. 18.30 er aftensmaden på bordet, og det er en af beboerne og en miljøterapeut, der har tilberedt aftensmaden efter en fast ugemenu. Derefter er der ellers frit slag om forskellige fælles eller individuelle aktiviteter - der er bl.a. to ugentlige indkøbsture til Jyderup og Svinninge, eller der hygges derhjemme med bål i haven om sommeren eller med tv, spil og andre aktiviteter. Flere benytter sig også af, at Hjembækskolens træningscenter er nærmeste nabo.

Alle der har lyst samles til aftente klokken 20.30, hvor flere af beboerne får afslappende NADA-øreakupunktur eller en omgang ballstick-massage, inden der nattes ned, så der kan være ro i huset omkring klokken 22. Hvis beboerne i Stokkebjerghusene ikke skal på weekend hos deres forældre, er der som regel planlagt aktiviteter såsom bowling, biograf eller en tur til stranden om sommeren. Hvert år holder beboerne også en uges ferie sammen i form af en behandlingstur med nøje planlagte aktiviteter.