Professionel og positiv behandling af unge med psykiske vanskeligheder

Vores målgruppe på vores lokationer, er normalt begavede unge med psykiske vanskeligheder samt unge, der risikerer at udvikle en psykisk sygdom. Vores behandling henvender sig til unge, der har brug for at få støtte af professionelle voksne, der er tydelige i deres kontakt. Vi arbejder i et positivt og anerkendende miljø.

Som grundelementer i den daglige behandling af de unge tilbyder vi relations arbejde og miljøterapeutiske rammer. Det forudsættes derfor, at den unge har en vis evne til at knytte sig til andre, så han eller hun kan indgå i relationen – med os voksne og naturligvis gerne med andre unge.

Vi støtter udviklingen af jeg’et
I miljøterapien arbejder vi med en såkaldt jeg-støttende pædagogik og i et spejlende samspil med den unge. Dette hjælper den unge til at lære sig selv bedre at kende og forbedrer desuden evnen til mentalisering og refleksion. Resultatet vil være en større selvindsigt.

Det er helt centralt for os, at der er en fast ramme og struktur på opholdsstederne, da dette er med til at give den unge en tryg, genkendelig hverdag uden forstyrrende overraskelser.

Tætte relationer til kontaktpersoner
Hver ung har to kontaktpersoner, som han eller hun har en fast, ugentlig snak med. Her gennemgås den elektroniske dagbog – hvad er der sket i løbet af ugen, hvad kan man lære af det, og hvilke tanker har den unge om de enkelte episoder, positive som negative?

Vi støtter de unge til en positiv udvikling
De unges alder på vores opholdssteder er mellem 12 og 23 år, men langt de fleste af de unge er mellem 14 og 18 år.

Det er meget almindeligt (og ønskeligt), at den unge bor på sit opholdssted eller bosted gennem en længere periode, da det miljøterapeutiske behandlingsarbejde kræver en vis tid for at sikre, at den unge bliver ved med at udvikle sig positivt. Vores bosteder er for unge over 18 år.

Vi støtter de unge i:

  • Deres personlige udvikling
  • At blive mere modne og kunne reflektere
  • At kunne indgå i sunde relationer med andre
  • At indgå i sociale interaktioner
  • At blive så selvstændige som muligt og få indflydelse på sit eget liv
  • At skabe sig et for dem meningsfyldt liv

Der udarbejdes planer for udviklingen for den enkelte unge i et samarbejde mellem den unge, kontaktpersonen og afdelingslederen. Der bliver også lavet personlige udviklingsmål, som gerne skulle medføre, at den unge bliver i stand til at klare et almindeligt hverdagsliv som voksen. Udviklingsplanen bliver hele tiden holdt op imod den kommunale handleplan for den unge.

Egen tilknyttet psykiater
Vi har tilknyttet speciallæge i psykiatri, overlæge Michael Maagensen, som varetager den psykiatriske vurdering herunder den medikamentelle behandling. Michael Maagensen samarbejder derudover med ledelsen vedrørende den psykiatriske del.
Miljøterapeuterne på vores lokationer påtager sig at støtte den unge i at administrere og tage den ordinerede medicin. Miljøterapeuterne har desuden erfaring i at observere virkning og bivirkninger.

Alle miljøterapeuter gennemgår et diplomgivende kursus i NADA, der er øreakupunktur til misbrugsbehandling og recovery. NADA tilbydes dels som egentlig behandling, men også ved akut uro kan vi tilbyde NADA.